Ny Canna Durban og et plante tip

I går fik jeg endelig plantet min Canna Durban…en af de allerflotteste Cannaer, efter min mening.

Med rigeligt vand, jævnlig gødning, sol og varme bliver den mellem 150-180 cm. høj. Jeg dyrker den primært for de fantastiske stribede blade…den bliver så flot!

Faktisk har jeg set Canna Durban stå i et bassiner i haver i udlandet, så den tåler altså masser af vand…og vil kvitterer med flot vækst.

Vores Canna Durban skal stå på en lille gangbro mellem terrassen mod syd og vores lille junglehave mod vest. Her skal den konkurrerer om opmærksomhed blandt en stor rød Cordyline, Butia Capitata palme, elefantøre, trædahlia og kæmpeliljer.

Et lille plante tip, til når jeg planter i krukker:

  1. Efter jeg har fyldt noget jord i krukken, tager jeg planten op af potten.
  2. Jeg placerer den tomme potte i den højde, jeg ønsker planten i.
  3. Jeg fylder op med jord og kompost omkring den tomme plastikpotte….men altså uden at jeg kommer til at knække blade eller grene af planten.
  4. Til sidst løfter jeg potten op af hullet og dumper planten i.

Nu har jeg vist det herunder med en forholdsvis lille krukkeplante, men jeg benytter samme metode når jeg f.eks. planter store palmer i haven.
Rigtig god fornøjelse!

 
PS: Jeg ville ønske det lille plante tip var opfundet af mig…men ak nej, jeg har set en dygtig gartner benytte det for flere år siden.

Gigant liljer i Junglehaven, Cardiocrinum giganteum

Udover at vi nyder det grønne, frodige og vilde i vores eksotiske have, er en eksotisk have også utrolig praktisk og tidsbesparende.

Alt er plantet tæt, så der er meget lidt at passe, begrænset ukrudt der kan konkurrere med frodige eksotiske planter (hvilket vi nu heller ikke stresser over)…så udover lidt beskæring her og der, er der ikke meget pasning.

Det spændende er så at klemme nye planter ind, flytte lidt rundt og gøre nye forsøg der kan bidrage til den eksotiske stemning i haven.

I år kommer der 3-4 nye spændende planter i haven…den lille artikel her, handler om kæmpe liljen Cardiocrinum giganteum.
De har været på ønskelisten et stykke tid, men dels har de været svære at finde og dels ville jeg gerne sikre mig et hvis kendskab til hvilke betingelser der skulle opfyldes for at øge chancen for at de kunne klare sig i vores have i Nordjylland. Her tænker jeg ikke så meget på klimaet, men mere jord, og placering.

Jeg så dem for første gang i Gøteborg botaniske have for et par år siden og tænkte straks…dem må vi have fat i!

Billedet herover af de armtykke stammer, tog jeg i den anbefalesværdige botaniske have i Gøteborg, en sensommerdag i 2017.

Jeg Googlede straks de imponerende planter…og opdagede at fra frø til stor plante går der ca. 8 år, hvilket nok ville udfordre min tålmodighed til grænsen (selverkendelse, hva).
Så jagten gik istedet ind på planter/løg…men det var ikke så let at finde.

Den info jeg fandt om dem, gjorde desuden opmærksom på at når de blomstre, dør løget, Snegle elsker dem og det gør mosegrise også og de kan ikke plantes i krukker…nåh ja, og så kan de røde liljebiller også li’ kæmpeliljer.

Fint indpakkede Nepalesisk kæmpe liljer ©iminhave.dk
Men så endelig fandt jeg nogle løg i Danmark hos Tropica-Scandi, og til en fornuftig pris…samt nogle nye erfaringer, der gør det værd at forsøge.

Jeg faldt over en erfaring på Instagram fra en jeg følger, der viste at de godt kunne klare sig i store krukker…men at det sænker deres evne til at blomstre en smule. Det passer mig fint, for det vi er ude efter er de imponerende 2-3 meter høje stammer med store blade…og at der ikke kommer blomster, forlænger blot levetiden på planten så den når at sætte sideløg.

Sådan planter jeg Cardiocrinum giganteum
Så nu er der plantet Cardiocrinum giganteum kæmpe liljeløg på ca. 15-20 cm. i store krukker.
Jorden skal være næringsrig, drænet men samtidig holde på fugten, så de ikke udtørrer i vækstperioden.
Derfor har jeg blandet pottemuld med ca. 15% Champost jordforbedring (komposteret hestemøg) og tilført en god portion Champost vækstler for at dræne og holde på fugt.

Derudover viser de erfaringer jeg har fundet, hvilket svarer til hvad jeg så i Gøteborg botaniske have, at de skal placeres i halv skygge og læ.

Vil det lykkedes?
Det er det fantastiske ved en eksotisk have…det ved man aldrig helt med sikkerhed!
Men muligheden er til stede…de kommer jo fra samme egn som for eksempel vores hørpalmer.

Har i erfaringer med Cardiocrinum giganteum kæmpe liljer, må i endelig sende os en besked eller kommentar.

Husk…haven er en legeplads!

Følg haven næsten LIVE på: Instagram.com/iminhave

Pelargonier skal klippes nu, siger min mor!

Nyklippet Pelargonium stadt bern

Og når det er mor der siger det…

Egentlig er jeg ikke den store pelargonie fan, men der er en undtagelse…den hedder pelargonium stadt bern.

Den er vild fin, med meget smukke røde blomster. Hos os er de placeret i krukker sammen med agaver.

Historien er faktisk, at netop denne pelargonie tidliger blev plantet ud om foråret i Frederikshavn by…netop sammen med deres mange store agaver. Jer der har været i Frederikshavn om sommeren, ved hvad jeg taler om.
Nu kommer jeg ikke fra byen, men besøger gerne palmestranden i Frederikshavn et par gange hver sommer.

Stadt bern Pelargonier klar til beskæringMin far fik et par aflæggere af stadsgartneren…og jeg fik en aflægger af min far – godt, så er det på plads!

Men nu er mine Stadt bern Pelargonier altså klippet tilbage

…hvilket skulle resulterer i store kraftige planter til sommer.
Min mor siger at jeg skal klippe dem ned til ca. 5-10 cm. Så skyder de igen fra de små buler på stammen.
Af de afklippede stængler, kan der laves nye planter – men som sagt, så stor fan er jeg ikke, en håndfuld pelargonier er nok til mig.

Nu er der kun tilbage at vande…og om 14 dage skal der lidt gødning i vandet – men ikke før, siger mor.
Rigtig go’ fornøjelse…

Mere om mine pelargonier
Mere om palmestranden

Sådan ser Stadt bern Pelargonier ud om sommeren:

Stadt bern Pelargonier i fuld blomst sammen med agaver og palmer

5 tips til en flot Hibiscus…

De der har set min ene Hibiscus eller Syriske Rose eller hawaiiblomst, som de også kaldes, ville nok sige at jeg ikke burde kloge mig på dette område…men dette indlæg er ikke for at kloge.

Nej, tværtimod…forleden tænkte jeg “endelig”, da de første blomster sprang ud, væsentligt senere end de andre planter jeg har set…og væsentlig mere sparsomt.

Dette motiverede til et lille Hibiscus studie, så resultatet kunne blive en kende mere overdådigt næste år…og der er plads til forbedring… Læs videre “5 tips til en flot Hibiscus…”