Top 5 – de bedste palmer til norden
Mange spørger mig hvilke palmer der passer bedst til nordiske haver. Her tænker jeg på danske haver, syd svenske haver og syd norske haver og måske haver beliggende et stykke op af den norske vestkyst. Jeg er ingen professionel palme ekspert, men har efterhånden høstet en del erfaringer gennem flere år…det er disse jeg forsøger at dele her – og forhåbentlig inspirere flere til at dyrke palmer i skandinaviske have.
Dog kan meget spille ind.
Noget der vokser fantastisk inde i en by pga. et godt mikroklima, kan få kilometer uden for byen være fuldstændig håbløst.
Noget der vokser perfekt i en have med læ, kan i nabohaven uden læ være en umulighed. Så placering i forhold til sol, vind, regn og varme har vildt meget at sige…klimaet kan vi ikke gøre meget ved, men mikroklima kan vi forbedre med enkle midler. Men det har jeg tidligere skrevet om her på bloggen.
Se også artiklen: Sådan får du succes med palmer i din have…
Når vi dyrker palmer i f.eks. Danmark, dyrker vi på grænsen af plantens ønskede forhold.
Men umuligt…absolut ikke, besværligt…måske lidt, men slet ikke som mange tror og slet ikke så pasningskrævende når de først har fået fat, som mange andre planter i nordiske haver.
Tænk for eksempel på hvor mange der flytter Agapanthus ind og ud eller graver smukke Georginer ned og op hvert år osv.
Men her en Top 5 over palmer der egner sig godt til udplantning i Danmark, Sydnorge og Sydsverige:
1. Hørpalme af arten Trachycarpus wagnerianus
Fordelen ved denne palme er udover at den er ret frosttolerent, at bladene er kortere og stivere end på andre hørpalmer. Det gør den mere egnet til kystområder eller andre steder hvor det er svært at skabe et nogenlunde vindstille miljø.
Det er en flot palme, der når den får godt fat og med minimal vinter beskyttelse gror ca. 10-15 cm. om året.
Den tåler ned til -15 grader…læs om hvordan du let beskytter den om vinteren her.
Trachycarpus wagnerianus er ikke så let at få fat på som dens artsfælle Trachycarpus fortunei, så den er tit ret kostbar hvis der er tale om en ældre palme….men pengene værd.
Pasning: vand den godt igennem en gang om ugen i sommerperioden de første par år…derefter finder den selv vand. Gød let et par gange eller tre, i vækstperioden. Plantes i drænet jord.
2. Hørpalme af arten Trachycarpus fortunei
Det er artsfællen, som adskiller sig fra Trachycarpus wagnerianus ved at have længere og lidt blødere blade, og har derfor brug for mere læ. Det er en fantastisk palme, der efterhånden kan fås til ret rimelige priser.
Den tåler også ned til ca. -15 grader og gror ca. 10-20 cm. om året, når den har fået godt fat.
Pasning: vand den godt igennem en gang om ugen i sommerperioden de første par år…derefter finder den selv vand. Gød let et par gange eller tre, i vækstperioden. Plantes i drænet jord. Se forøvrigt 5 gode hørplame vinterråd her!
3. Butia capitata
Faktisk skulle der måske på denne plads stå endnu en Trachycarpus art (Hørpalme)…men det ville blive lidt kedeligt, ik.
Så derfor sprang jeg til Butia capitata som jeg kun har haft i haven et par år.
Den sætter høje krav til vinterdækning og skal stå tørt og i læ. Men hvilken smuk palme.
Jeg opdagede den som en mulig dansk havepalme da jeg så et indlæg af en gal mand i Canada der havde den i en have fuld af sne.
Den skulle kunne klare ca. -10 til -12 grader, så den skal pakkes ind. Læs mere om indpakning af palmer her!
Pasning: jo, udover læ og at den skal stå tørt om vinteren og pakkes godt ind, kræver den kun en lille slat vand i de tøreste perioder. Plantes i godt drænet jord.
4. Sabal Minor
Denne palme stammer fra det sydlige USA, Texas og Arizona og så skulle der står nogle stykker i det sydlige Florida.
Det lyder ikke så meget af hårdfør palme til Skandinavien, men ikke desto mindre er denne den mest frosttolerente palme i dette selskab.
En Sabal Minor kan klare ned til -20 graders frost.
Det er en sjov palme, der kun skyder høje stive stængler op af jorden med lange stive blade, da stammen dannes under jorden.
Den skal stå rimelig varmt for at du oplever vækst, og må ikke stå for fugtigt om vinteren…eller vrøvl, den må ikke stå fugtigt overhovedet, om vinteren!
Pasning: Vand den godt igennem ca. 3 gange om måneden i sommerperioden, og beskyt den mod vind og nedbør om vinteren. Den elsker sol….men brænder bladene i kræftig forårssol. Plantes i meget drænet jord.
5. Europæisk viftepalme, Chamaerops Humilis
Åhh nej, har jeg længe tænkt, når jeg ser denne palme til salg alle mulige steder som jem og fix, Bilka, Rema 1000, Fakta…og også hos enkle seriøse plantecentre, jo stort set alle varehuse sælger denne palme.
Derudover stikker piggene på dens bladstilke vanvittigt, den tåler ikke for meget vind og den er ikke helt hårdfør nok til at den ikke skal pakkes meget ind om vinteren og beskyttes mod fugt.
Men i et par år har jeg nu forsøgt at få den til at overvintre uden for meget bøvl…vel og mærke med held.
Jeg har plantet den i halvskygge mellem andre planter og buske – så nu er jeg faktisk blevet lidt gladere for dem.
Denne palme er faktisk den eneste originale europæiske palme, og den gror som ukrudt i bjegene i syd Spanien og Nordafrika…så lad den leve vildt mellem andre planter og sten i din have. Men altså tørt, og beskyttet.
Den tåle ned til ca. -10 graders frost. Men vær på vagt…mange af ovennævnte varehuse påstår væsentlig bedre hårdførhed, men det er simpelthen ikke sandt. Har endda set nogle (f.eks. jem og fix) sælge dem som hørpalmer.
Pasning: fristet til at skrive…pas den ikke, lad den dø og køb en ordentligt palme.
Nej, pjat til side…den kræver ikke megen vand, men lys og beskyttelse mod vind og nedbør.
Se også nogle af mine tips om hvordan du beskytter dine palmer om vinteren her.
Se 5 gode vinter råd om hørpalmer her.
Ha’ en rigtig go’ forårs havedag…nu vil jeg ud og plante en palme!
[…] en del år forsøgt os med forskellige eksotiske planter i haven. Jeg har tidligere skrevet om de 5 bedste palmer til danske haver – men du behøver ikke købe dyre eksotiske planter og palmer, for at starte dit eksotisk […]
Jeg har 3 stk Sabal Minor som jeg selv har sået af frø jeg købte på Fuerte Ventura. De er mellem 30 og 40 cm høje og står pt i drivhuset i mindre potter. Sidste vinter havde jeg dem indenfor i vindueskarmen, men jeg har ikke plads til dem til vinter, nu hvor de er blevet så store. Hvordan opbevarer jeg dem bedst til vinter? Skal de pottes om inden?
Venlig hilsen Hanne
Ps kan ikke finde ud af at indsætte billede
Hvor spændende Hanne.
Jeg har nogle plantet nogle ud og andre i krukker.
Krukkerne står i garagen nogenlunde frostfri og med nogle timers om dagen…de klarer det fint.
Rigtig god fornøjelse med palmerne, vh Henrik
Vi har 2 hør-palmer i vores have, vi har altid dækket dem med gran om vinteren, men i år har jeg købt 2 halmmåtter og dækket dem til!
Jeg er kommet i tvivl om de nu får lys nok, er der nogle der ved det!
Hej Åge
Det ville jeg ikke være bekymret for.
Jeg har palmer i haven der er dækket med flere lag fleece fra sidst november til marts.
Palmen er ikke i vækst når der er så koldt.
Rigtig god fornøjelse 🙂
[…] Hørpalmer også helt små, har klaret de seneste år fint udendørs…så det kan klart anbefales at prøve i villahaven (men læs artiklerne her på siden om placering). […]
Forgangne vinter var mild og min humilis palme overvintrede fint. Den havde dog elektrisk jordvarme.
Funderer på et udendørs “drivhus” med jordvarme i form af 1-2 m lodrette nedgravede vandfyldte rør, der henter varme op ved naturlig cirkulation. Mangler en simpel løsning til det overjordiske, der kan koble ind ved minus 10 grader Celcius.
Hey very interesting blog!